Piskesmæld
Hvad er et piskesmæld
(whiplash)?
Et piskesmæld er
den piskesmælds-lignende dobbeltbevægelse, der typisk ses
hvis du bliver påkørt af en bil bagfra, hvor hovedet først
kastes bagover, for så at blive slynget fremad. Piskesmæld
opstår derfor oftest ved et bilsammenstød, men skaden kan
også forekomme ved andre typer af uheld, f.eks. ved
hovedudspring eller hvis man løber ind i noget.
Piskesmæld er derfor ikke en diagnose, men en beskrivelse
af hændelsesforløbet.
Årsagen til at der kan
opstå smerter
Man behøver ikke
at komme til skade ved et piskesmæld, men hvis det er
tilfældet, kan det have flere forskellige årsager. Det
pludselige ryk, der opstår, når hovedet slynges frem og
tilbage, kan give forstrækninger og fibersprængninger i
nakkens muskler og ledbånd. Forstuvning af nakkens led er
derfor den hyppigste årsag til smerterne efter et
piskesmæld.
Sjældnere sker der skader af bruskskiverne (diskus),
ledskred, brud på nakkehvirvlerne, hjernerystelse eller
nerve skader.
Symptomer
Symptomerne er
meget forskellige fra person til person og vil også være
afhængig af graden af skade, der er sket i nakken.
Det er meget almindeligt, at man umiddelbart efter skaden
oplever forvirring, vrede, svimmelhed, nakkesmerte og
hovedpine. Dette vil som regel hurtigt aftage, hvorefter
man kan være uden symptomer i et par timer eller døgn. Dvs.
at smerterne ofte er værre dagen efter ulykken, og det
skyldes, at forstuvningen af nakken udløser en langsom
hævelse, som er værst 1-2 dage derpå. Disse forsinkede
smerter svarer til, når man har trænet hårdt og først
mærker ømheden dagen derpå.
Herefter er de typiske symptomer smerter eller ømhed i
nakke, skuldre, arme samt stivhed i nakkemuskulaturen og
hovedpine. Desuden kan der opstå svimmelhed, prikkende og
stikkende fornemmelse i arme og fingre, susen for ørene og
synkebesvær. Udover smerter kan der opstå problemer med at
huske, koncentrationsbesvær og voldsom træthed. Det er
naturligt, at man er tappet for energi og har svært ved at
samle sig om andet, når man har ondt, fordi kroppen er
skadet og bruger meget energi på at spænde/beskytte og på
at hele det skadede væv.
Et bilsammenstød er for mange en chokerende oplevelse.
Derfor er det almindeligt, at der kan opstå følelsesmæssige
reaktioner såsom angst for at køre bil, grådanfald, vrede,
forvirring og søvnløshed.
Hos omkring 10 % med piskesmæld opstår der vedvarende
gener, som varer mere end 6 måneder. Der vil ofte være
flere og mere udtalte symptomer end i det akutte stadium. I
mange tilfælde vil det kunne påvirke erhvervsevnen.
Hvad kan du selv gøre?
Har du været
udsat for piskesmæld, bør du straks søge hjælp på
skadestuen, hos læge eller kiropraktor. Hvis der er gået
noget tid siden ulykken, er det også en god idé at få
nakken undersøgt, for at finde ud af hvor meget skade der
er sket og for at give den mest optimale behandling, så
smerterne ikke går hen og bliver vedvarende/kroniske.
Har
du været udsat for et piskesmæld, er den bedste førstehjælp
at lindre smerterne:
- Læg is på det
skadede område
- Tag evt. noget smertestillende medicin
- Sørg for at holde dig i gang men respekter din
smertegrænse, så overdriv ikke.
Bevæg dig ofte,
uden at anstrenge dig, for let bevægelse stimulerer det
skadede væv og fremmer dermed ophelingen. Hvis man holder
sig helt i ro eller bevæger sig meget stift, f.eks. pga.
angst for smerter, vil man få spændte muskler, som
forstærker smerten. Man risikerer at opbygge et mønster af
smerter, stive bevægelser og spændte muskler og led, der
giver endnu flere smerter. Det er dog ofte nødvendigt med
mere hvile ind i mellem, da kroppen ofte er meget
”træt”.
Det er vigtigt at undgå at bruge krave, hvis der ikke er
alvorlige skader såsom brud på knogler eller ødelagte
ledbånd.
Diagnosen
Diagnosen
stilles ud fra skadesmekanismen, symptomerne samt en
grundig undersøgelse af nakkens led (evt. også andre
områder i kroppen), muskler og nerver.
En piskesmældsskade kan oftest ikke ses på et
røntgenbillede, en MR eller CT skanning eller andre typer
at billeddannende undersøgelser. Men kiropraktoren vil tage
et røntgenbillede, hvis der er mistanke om brud eller
ledskred i nakken.
I de sjældne tilfælde hvor undersøgelsen viser brud på
nakken eller alvorlig ødelæggelse af ledbånd, nerver mm.
vil der henvises videre til kirurgisk vurdering.
Man kategoriserer piskesmældslæsioner efter nedenfor
stående system:
Grad 0: Ingen klager i nakken og ingen fysiske tegn på
overbelastning.
Grad 1: Kun klage over smerte, stivhed eller ømhed i
nakken. Ingen fysiske tegn på overbelastning.
Grad 2: Nakkeklager og tegn i muskler og led, som ømhed ved
tryk og nedsat bevægelighed.
Grad 3:
Nakkeklager og neurologiske tegn, som manglende eller svage
reflekser, nedsat kraft eller føleforstyrrelser.
Grad 4:
Nakkeklager, knoglebrud eller ledskred.
Behandling
Når det ved
undersøgelsen er slået fast, at der ikke er f.eks brud på
nakken, sigter behandlingen i den akutte fase mod at lindre
smerterne. Det sker ved hjælp af isbehandling,
”bløde” kiropraktiske behandlingsteknikker samt
øvelser, der øger nakkebevægeligheden og musklernes
koordination.
Senere vil det være nødvendigt at sikre, at nakken og
ryggens led bevæger sig optimalt, så der er mindst mulig
belastning af det skadede område. Dette sker ved brug af
kiropraktiske behandlingsteknikker, og derudover vil din
kiropraktor hjælpe dig med at få en korrekt holdning, og du
vil få vist nakkeøvelser, der vil forbedre dine musklers
styrke og funktion. Evt. vil andre øvelser også blive
anvendt for resten af kroppen. Det kunne bl.a. være
øjebevægelses træning.